Corvetter erobrer Sønderjylland

Campingland.dk - Den 14/09-2012

På tur ·  Der bliver masser af skinnende lak, blankpoleret krom og brølende Chevrolet-motorer, når 40 Corvetter fra hele landet i weekenden samles til træf i Sydvestjylland og med Ribe Camping som base.

Ingen af dem har campingvogne med, men de i alt 40 Chevrolet Corvette kommer alligevel til at sætte deres præg på både Ribe Camping og de sydvestjyske landeveje, når de i weekenden den 22. og 23. september samles til træf.

Det er Club Corvette Danmark, som har valgt at placere sæsonens sidste store træf i Sønderjylland og med Ribe Camping som base, efter at nogle at bilejerne var et smut forbi sidste sommer.

"Pladsen er perfekt til et træf. Der er masser af gode hytter, som vi kan overnatte i, en stor plads, hvor bilerne kan stå side om side. Derudover er der et helt nyt fælleshus, hvor vi kan mødes, hvis vejret ikke er det allerbedste. Og så har Sydvestjylland jo en fantastisk natur, så vi glæder os også til Vestkyst Cruise, når vi kører i kortege ned gennem Sønderjylland og blandt andet gennem Møgeltønder," siger klubbens formand, Benny Jepsen fra Fredericia.

Biler i alle aldre
De i alt 80 bilejere møder frem med biler, der varierer i alder fra de første C1’ere fra 1950’erne til nogle helt nye modeller.

Som sagt er der ingen, der har campingvogne med, men der findes ifølge Benny Jepsen nogle danske Corvetter, der er indregistreret med træk. De hører dog til sjældenhederne. Alle bilerne vil i øvrigt være
linet op side om side på campingpladsen lørdag eftermiddag fra kl. 16 til 17.30, hvor der må kigges, spørges og beundres.

Der er på grund af Corvette-træffet fyldt pænt op i Ribe Campings mange hytter, og der er booket en del
campingpladser til gæster, der har hørt om biltræffet eller weekendens anden store begivenhed på den populære campingplads: lørdagsbuffet og efterfølgende koncert med ikonet Rock-Nalle.

"Bilfolket har meldt sig til spisning og rock. Som de selv siger, emmer både sportsvogne og Rock-Nalle af nostalgi. Vi har dog fortsat billetter til mad og musik, hvis man vil en tur forbi med campingvognen til et genhør med Nalle og Gode gamle fru Olsen," siger Sanne Stammose Tonnesen fra Ribe Camping.

Læs mere om Ribe Campingher