Den nye lejrchef på Bogense Strand Camping

Campingland.dk - Den 06/03-2017

Campingpladser ·  Er en erfaren mand i branchen. Palles ansøgning var allerede røget gennem brevsprækken, inden Mette og Lars Skifter
overhovedet vidste, at de manglede en lejrchef til Bogense Strand Camping.

”Initiativet, lysten og ambitionerne, det udstråler, er for os den vigtigste kvalifikation hos en lejrchef. Det er nemlig ikke et normalt arbejde. Det er en livsstil, som kræver, man har
hjertet 200% med,” siger Mette Skifter.

Palle Rai Christensens CV viser dog også, at de nye ejere får en yderst kompetent mand på posten. Palle kommer fra en lignende stilling på Assens Strandcamping, hvor han stoppede
efter 2016-sæsonen for at søge nye udfordringer.

I Assens samlede Palle erfaring med alle de opgaver, det indebærer at drive en campingplads.

Han arbejdede dagligt med alt fra kundehåndtering til rengøring. Samtidig er han uddannet bygningsmaler og har et naturligt flair for praktiske opgaver.

”Palle har et fremragende CV til de opgaver, der venter ham. Alsidigheden, han tager med fra Assens, betyder, at han kan træde ind i alle funktioner i dagligdagen. Og ud fra min erfaring som mangeårig lejrchef, kan jeg sige, at Palles faglige baggrund er uvurderlig i dette job, hvor håndværkersnilde løser de fleste små udfordringer i en spændende hverdag. Vi tror, vi har fået den helt rette mand,” udtaler Lars Skifter.

Palle er gift med Dorthe, og sammen har de sønnerne Frederik og Nickolaj på 18 år.

Bogense Strand Camping byder dem alle velkommen til Nordfyn, og ser frem til et godt samarbejde, hvor Palles evner og gåpåmod kommer såvel nye som gamle gæster til gavn.

Læs mere om Bogense Strand Camping her