Jesperhus har tilbud til lockout-ramte familier

Campingland.dk - Den 24/04-2013

Campingpladser ·  Jesperhus Feriepark iler nødstedte danske familier til hjælp med særligt lockout-tilbud

Halv pris på en feriehytte i Jesperhus for lockout-ramte børn med deres forældre eller bedsteforældre.

Sådan lyder et rigtig godt tilbud fra Jesperhus Feriepark. Tilbuddet gælder fra mandag til fredag frem til parkens åbning den 8. maj, og her uden for højsæsonen giver det mulighed for at få sig en særdeles billig ferie.

Faktisk koster en hytte til lockout-pris blot 998 kroner fra mandag til fredag, og inklusiv er både adgang til det populære badeland og til årets store attraktion i Jesperhus, Martin og Kjetils junglezoo. Her kan børnene blandt andet overvære den spændende papegøjetræning.

Tilbuddet gælder for lockout-ramte børn på normale skoledage og ved telefonisk henvendelse. En booking kan afbestilles uden omkostninger, hvis børnene skal starte i skole igen.

- Vi har lidt ondt af de mange skolebørn, der er ramt af den her lockout. Vi forstår frustrationen hos børnene, og vi håber, at vi med det her tilbud kan være med til at give nogle børnefamilier en god oplevelse, siger Peter Overgaard fra Jesperhus.

En del har allerede fået øjnene op for det særlige lockout-tilbud. I uge 17 benyttede 27 familier sig således af muligheden for at droppe lockout-frustrationerne til fordel for en hyggelig ferie.

Læs mere om Jesperhus:her