Nordens bedste sommerland – for 3. år i træk!

Campingland.dk - Den 18/03-2016

På tur ·  Den store årlige afstemning på Sveriges største familierejsesite Barnsemester.se er netop afsluttet, og for 3. år i træk vinder Djurs Sommerland i kategorien ’Bedste Sommerland’.

Brugerne på Sveriges største rejsesite for børnefamilier har for 3. år i træk stemt Djurs Sommerland til tops blandt de største sommerlande i hele Norden. Over 50.000 børnefamilier fra de nordiske lande har, siden offentliggørelsen af de nominerede kandidater i starten af februar, deltaget i afstemningen.

Djurs Sommerlands administrerende direktør Henrik B. Nielsen siger begejstret: ”Vi er meget glade for, at så mange igen i år har stemt på os som Nordens bedste sommerland. Det viser, at vi rammer rigtigt med vores udviklingsfokus og store investeringer i nye forlystelser, og det giver børnefamilierne helstøbte oplevelser”.

Nordens største sommerland har siden 2008 investeret i nye, store tematiserede forlystelser, bl.a. i Danmarks største rutschebaner. De seneste otte år har parken præsenteret børnefamilierne for hele 25 nye forlystelser til en investering på over 300 millioner kroner. Populariteten mærker Djurs Sommerland også i besøgstallet, der er steget med over 50% siden 2008.

Stor nyhed til 20 millioner kroner i sæson 2016
Efter en rekordsæson i 2015 med 800.000 gæster, sætter Djurs Sommerland kurs mod yderligere vækst i 2016, når Søulken – en ny, stor pirattematiseret forlystelse til 20 millioner kroner tilføjes rækken af nyheder.

”Søulken er ny familieforlystelse, der oplevelsesmæssigt er noget særligt. Den er en sjov ’thrilling ride’ for større børn, men også for børn helt ned i 5-6 års alderen og så selvfølgelig deres forældre. Netop denne type forlystelse er en publikumsfavorit i udenlandske forlystelsesparker, så jeg er sikker på, at den vil vække jubel hos børnefamilierne,” siger administrerende direktør Henrik B. Nielsen.

Find campingpladser i nærheden af Djurs Sommerland her.