Nyt temaland med 10 nye familieforlystelser.

campingland.dk - Den 13/10-2014

På tur ·  I det nye, store temaland – Bondegårdsland – kan børn og voksne sammen gå på opdagelse i et fantasifuldt univers, der blandt andet byder på en familierutschebane, en interaktiv karrusel mv.

Ræven er løs, og nu sætter den susende jagt ind på gårdens høns i den nye familierutschebane. Bagefter skal børn og voksne arbejde sammen i en interaktiv karrusel, så bondemandens nyhøstede korn kan blive malet. Og så har det drilagtige får malet skydeskive på bagdelene af hele tyreflokken, som nu forvirret jagter hinanden i en overraskende, roterende familieforlystelse.

Det er blot tre af de 10 helt nye forlystelser, som børnefamilierne kan glæde sig til at prøve i Djurs Sommerlands nye Bondegårdsland, der åbner til maj 2015.

”Med det nye Bondegårdsland vil vi gerne give familier med både større og mindre børn endnu flere forlystelser, som børn og voksne kan prøve sammen. Samtidig har vi over de seneste år oplevet en stor vækst i besøgstal, og med det nye temaland udvider vi vores kapacitet. Vi har udvalgt de allerbedste familieforlystelser, og for at gøre oplevelsen endnu større bliver hele området tematiseret i et omfattende bondegårdsunivers specialdesignet til Djurs Sommerland af de hollandske specialister Jora Entertainment. Så der er ingen tvivl om, at næste års nyhed vil være rigtig spændende for børnefamilierne,” siger administrerende direktør i Djurs Sommerland, Henrik B. Nielsen.

Bondegårdsland med de 10 nye forlystelser bliver bygget helt fra bunden og erstatter Djurs Sommerlands nuværende Lilleputland. Området udvides, så det 7.500 kvadratmeter store temaland bliver omtrent 50 procent større end det nuværende Lilleputland.

Omfattende bondegårdstema
Omdrejningspunktet for det nye temaland er bondegårdsuniverset. Hele området bliver fantasifuldt udsmykket med blandt andet stråtækte bindingsværkshuse, vandmølle, farvestrålende landbrugsmaskiner og oversize grøntsager. Samtidig bliver alle 10 familieforlystelser udformet som typiske elementer fra bondegården – eksempelvis en ilter tyr eller landmandens traktor.

”Det nye Bondegårdsland er en fortsættelse af det fokus, vi har på at give vores gæster kvalitetsoplevelser og skabe tematiserede forlystelser, som kun findes i Djurs Sommerland. Bondegården er typisk dansk og appellerer rigtig godt til børnefamilierne. Samtidig ser vi, at universet er utrolig populært i andre forlystelsesparker internationalt set, og jeg er sikker på, at det også vil tiltrække rigtig mange nye børnefamilier til Djurs Sommerland i 2015,” siger Henrik B. Nielsen.

Forlystelsesparken offentliggjorde den store nyhed over for sine gæster lørdag den 11. oktober på første åbningsdag med Magisk Halloween. I hele efterårsferien kan alle gæster på store bannere se, hvad de kan glæde sig til i sæson 2015.

”Vi havde over 15.000 gæster i åbningsweekenden med Magisk Halloween, og vi har allerede fået mange positive reaktioner på det nye Bondegårdsland fra vores gæster, som synes, at det ser spændende ud med bondegårdstemaet. Samtidig fik det stor opmærksomhed i weekenden, at der kommer hele 10 nye forlystelser, som både de små og de større børn kan prøve,” siger Henrik B. Nielsen.

Byggeriet af det nye Bondegårdsland og de 10 nye forlystelser begynder, lige så snart Djurs Sommerland lukker for sæson 2014 og varer indtil sæsonstart 2015. Med det nye temaland til 45 millioner kroner har Djurs Sommerland siden 2008 investeret mere end 300 millioner kroner i nye tematiserede forlystelser, og i alt har forlystelsesparken otte forskellige temalande.

Skal det nye temaland testes, så kombiner det med et besøg på en campingplads på Djursland, få dit overblik over campingpladser i nærheden af Djurssommerland her.