Så starter safari sæsonen i sydvestjylland

Campingland.dk - Den 10/08-2015

Campingpladser ·  Ordet safari leder ofte tankerne hen på store savanner og vilde dyr, men faktisk er det også muligt at tage på safari i Danmark – og til september starter safarisæsonen i Sydvestjylland.

Her kan man selv gå på jagt efter en af havets fineste delikatesser og spotte vilde dyr både til lands og til vands. I det tidlige efterår er det også stadig muligt at tage på sliksafari; en safari som trods navnet ikke har noget med hverken vingummier eller lakridser at gøre. Og selvfølgelig kan man også se ”The Big Five”.

Safarioplevelser er ikke nødvendigvis noget, man kun finder i Afrika. Det er tydeligt i Sydvestjylland, hvor der venter flere spændende naturoplevelser – og safarisæsonen begynder lige om lidt.

Den første safarioplevelse tager udgangspunkt i østers – en af havets fineste delikatesser, som serveres på restauranter verden over. Her, i Sydvestjylland, kan du tage på østerssafari i Vadehavet og selv samle helt friske østers direkte fra naturens spisekammer. På østerssafari tager en guide jer med til fods ud på bankerne og hjælper med at finde flotte og friske østers, mens der fortælles om Vadehavet og livet under havoverfladen.

Oplevelsen er populær blandt både lokale og turister, så man skal ofte være i god tid med at bestille turen. Vadehavscentret ved Ribe, Fanø Sport & Event, Naturcenter Tønnisgård og Sort Safari i Møgeltønder er nogle af dem, der arrangerer østerssafari. Som huskeregel kan man samle østers i de måneder, hvis navn indeholder bogstavet ”R”.

Med naturbussen til hjortenes brølende brunstkoncert
Årets første efterårsmåned er også sæson for vilde safarioplevelser i krondyrreservatet i Oksbøl. Her lever over 1200 krondyr og i september hvert år kan du hver aften lytte til hjortenes brølende brunstkoncert. Befinder man sig de rigtige steder i skumringen, er det en meget fascinerende oplevelse at se dyrene græsse i flok.

Den 1.-30. september hyldes de flotte skabninger til den årlige krondyrfestival, og i uge 38 – samt i efterårsferien – tager Naturstyrelsens Naturbus besøgende med ind i reservatet, når der arrangeres krondyrssafari. Med kikkerter og teleskoper er det muligt at se de prægtige dyr på nært hold. Som den helt rigtige afslutning på turen nyder man et glas vin og en nygrillet krondyrbøf sammen under den åbne himmel.

Tæt på Vadehavets nysgerrige beboere
Det tidlige efterår byder også på gode muligheder for at spotte søde sælunger i Vadehavet – især omkring Fanø og Mandø. Vadehavet, der i 2014 blev udpeget som UNESCO verdensnaturarv, er nemlig hjemsted for flere tusinde sæler, som i løbet af sommeren føder sine unger ude på sandbankerne. Tag på sælsafari med guide og oplev at komme helt tæt på de nysgerrige dyr, der ved lavvande ligger på sandbankerne. Ved højvande svømmer de ofte rundt og fisker i vandet, og da sæljagt længe har været forbudt i Danmark, er sælerne efterhånden ikke bange for mennesker. Derfor oplever man tit, at sælerne pludselig dukker op i vandoverfladen, helt tæt på.

I Vadehavsområdet er der mange udbydere af sælsafari, som hver uge tager gæster med på opdagelse.

Du kan stadig nå at komme på sliksafari
Inden det kolde efterår sætter ind, kan man i september stadig nå at tage på sliksafari. At bade i slik er for mange børn blot en drøm, men i Nationalpark Vadehavet kan denne drøm blive til virkelighed. Dog bader man i den bløde, frugtbare mudderbund, der faktisk kaldes for slik, og ikke i vingummi og chokolade. Slikket er både sukkerfrit og uden tilsætningsstoffer – derimod er det fyldt med sjov og leg. På sliksafari med Sort Safari får man lov til at vælte sig i det særlige mudder, når der skal prøves kræfter med den såkaldte slikslæde, og der er garanti for både smil på læben og brug for skiftetøj efterfølgende.

Har man ikke lyst til at boltre sig i slikken til mudder-race, kan man i stedet, som på en ægte afrikansk safari, gå på jagt efter ”the big five” – i Vadehavet er det krabber, slikkrebs, sandorm, rejer og hjertemuslinger.

Find campingpladser i Sydvestjylland her.