|
|
|
| Annoncer |
|
|
 |
| |
|
Campingbranchen har – som alt andet – været ramt af krisen med en nedgang på næsten 30 pct. Det kan også mærkes hos Europas største producent af fortelte til campisterne hvor regnskabet for 2009 udviser et beskedent overskud på 2,5 mio. kr.
Vejen ud af krisen er allerede lagt, og skal findes i et miks af rationaliseringer, omlægning af produktionen samt produktudvikling.
- Vi har netop deltaget i tre store campingmesser og oplever, at forbrugerne er meget interesserede og tilkendegiver, at de er klar til at investere i fritidslivet igen, siger Claus Astrup-Larsen, administrerende direktør i Isabella, der har hjemme i Vejle.
Forbrugerne klar til at bruge penge igen
- Forbrugerne har holdt igen i en periode. I 2010 har jeg en forventning om, at en del af efterslæbet vil blive indhentet igen, og her er vi som den eneste producent i Europa klar med helt nye modeller i fortelte i nyudviklede materialer, der overgår de tidligere i styrke og kvalitet, siger Claus Astrup-Larsen.
I det netop aflagte regnskab for 2008/09 kommer Isabella ud af året med et beskedent overskud på 2,5 mio. kr. og en fortsat stærk egenkapital, mens flere konkurrenter har måttet notere sig et underskud.
Millioner til innovation
- Vi har trimmet organisationen og investeret et tocifret millionbeløb i udvikling og innovation. Pengene er investeret i Vejle, hvor vi har vores kompetencecenter. I Vejle er der ca. 100 ansatte. Her har vi bl.a. investeret i et nyt, højteknologisk anlæg. Anlægget opskærer alle stoffer, som bliver sendt til underleverandører, der monterer teltene, forklarer Claus Astrup-Larsen.
Den nye organisering betød, at der blev nedlagt 80 produktionsarbejdspladser i Danmark sidste år.
- Vi har fokus på, at vi i Danmark tager os af alle de arbejdsgange, som sikrer den højeste kvalitet og den nyeste udvikling inden for vores område, mens syarbejdet ligger godt hos dygtige underleverandører på mindre løntunge markeder. Derfor ligger al innovation, udvikling, modelbygning, teknologi, materialetest, indkøb og opskæring i Danmark, siger Claus Astrup-Larsen.
Isabella har datterselskaber i Norge, England, Holland og Tyskland og blev sidste år bundet sammen af et helt nyt ERP-system.
- Vi er den største producent i Europa, men vi ser gode muligheder for at styrke eksportindsatsen, og det er vi i fuld gang med. Vi har netop vist helt nye modeller frem, og vi er på vej med flere nye koncepter, siger Claus Astrup-Larsen, som sideløbende arbejder med en ny strategi, der skal sikre fremgang og udvikling i årene fremover.
Læs mere om Isabella via linket øverst i artiklen.
» Klik her og få gratis nyheder, tips og tricks i din mailbox hver søndag
|