Tæt på sæsonrekord i Djurs Sommerland

Campingland.dk - Den 22/09-2014

På tur ·  Efter en varm og solrig sommer kommer Djurs Sommerland til at nærme sig sidste års rekordstore sæson og får dermed sin anden bedste sæson nogensinde i parkens 34-årige historie.

Næsten 650.000 gæster har indtil nu besøgt forlystelsesparken, og sæsonen er ikke slut. I hele efterårsferien fejrer Djurs Sommerland nemlig Magisk Halloween, som er Danmarks største halloween-oplevelse uden for København.

”Vi er rigtigt godt tilfredse med årets sæson. Vores sæson kommer til at ligge lige under sidste års rekordsæson, hvor vi oplevede en utrolig stor vækst på 130.000 gæster i forhold til året før. Særligt vores højsæson er gået godt, og samtidig oplever vi en rigtig høj gæstetilfredshed. Vi er sikre på, at det skyldes de seneste års store investeringer – senest i et helt nyt Vikingeland med to nye forlystelser i år – og så har det gode vejr naturligvis også haft en rolle,” siger administrerende direktør i Djurs Sommerland, Henrik B. Nielsen.

I 2013 havde Djurs Sommerland 752.000 gæster – det var den bedste sæson nogensinde og en vækst på 20 procent i forhold til året før. Samlet set forventer Djurs Sommerland et besøgstal for 2014 på op mod 720.000 gæster.

En af Danmarks største halloween-fejringer
Selvom sommeren er slut, er det langt fra slut med store oplevelser i Djurs Sommerland. I hele efterårsferien kan alle familier nemlig opleve en af Danmarks største halloween-fejringer – Magisk Halloween.

I år er fejringen endnu større, og der er skruet endnu mere op for gys og stemning. Hele forlystelsesparken pyntes med over 20.000 græskar, hekse, store græskar-figurer, skeletter og 250 kæmpeedderkopper. Samtidig kan alle prøve HekseSkolen – Danmarks største Halloween Haunted House, som kun kan opleves til Magisk Halloween i efterårsferien.

”I efterårsferien er Djurs Sommerland helt forvandlet, og man får som gæst en ekstra spændende oplevelse ud over det, man kan opleve i løbet af sommeren. Magisk Halloween er lidt gysende, men samtidig hyggeligt og fortryllende – og det appellerer rigtig godt til børnefamilierne. Derfor tror vi på, at vi kan tiltrække op mod 70.000 gæster i løbet af kun ni åbningsdage,” siger Henrik B. Nielsen.

Magisk Halloween finder sted fra den 11.-19. oktober kl. 10-17.

Oplev magiske halloween og benyt lejligheden til at besøge en af Djurslands skønne campingpladser, få dit overblik over pladserne på djursland her