Dragefestival på Fanø er verdens største

Campingland.dk - Den 15/06-2011

På tur ·  Tusindvis af drageentusiaster og tilskuere samles på Fanøs strande d. 16. til 19. juni 2011. Det vil være 27. gang at Fanø Internationale Dragefestival går på vingerne. Festivallen er verdens største – men det betyder ikke, at man skal betale for at komme ind – således vil der være gratis entré og underholdning for hele familien.

Det hele startede i 1985, hvor nogle få drageentusiaster mødtes på Fanøs strande for at dyrke deres fælles hobby. De færreste havde nok forestillet sig, at festivallen ville udvikle sig til verdens største. Ikke desto mindre er Fanø Internationale Dragefestival et festfyrværkeri af farver, kreative drager og masser af underholdning. Den store cocktail af drageentusiasme tiltrækker tusinder af deltagere og tilskuere – endda fra hele verden.

Festivallen vil blandt andet byde på workshops om dragebygning, opvisning af både mere traditionelle drager, men også moderne af slagsen samt den berømte drageauktion, hvor overskuddet ubeskåret går til forskellige velgørende børneprojekter i Sydamerika. Auktionen har over årene indsamlet adskillige millioner kroner.

Fanø danner den perfekte ramme om festivallen, der kun forbedres af de brede, hvide sandstrande og Vesterhavet som baggrund for nogle dage, der foregår i harmoni med naturen.

”Gennem årene er vores dragefestival blevet mere og mere populær. Drageflyvning er en unik hobby, der foregår i harmoni med omgivelserne og udnytter den energi, som findes ude i naturen. Vi har ingen sponsorer, da det er vigtigt for os at holde festivalen fri for kommercielle interesser, og det er gratis at deltage i de mange aktiviteter,” siger festivalens tyske grundlægger Wolfgang Schimmelpfennig.

Kunne du tænke dig at forsøge dig med en udflugt til Vesterhavet, kan du finde en campingplads her på Campingland.dk.