Spritny model fra Sprite

Campingland.dk - Den 26/01-2012

Camping ·  Sprite har længe været kendt for at være med forrest i feltet, når det gælder design og køreegenskaber for campingvogne. Nu lancerer de en ny modelserie: Cruzer

Den nye serie fra Sprite har fokus på et smukt og aerodynamisk design. Campingvogene har derfor glatte alu-plader på siderne, alu-fælge, serviceklap og forteltslampe med i standardversionen, hvor bagenden også er inspireret fra autocampere.

Interiøret er udført i en varm træfinér med fint afstemte tekstiler. Hynderne har springindlæg, der giver en optimal siddekomfort. Gennem panoramataglugen (Sky-Roof) er der udsigt til himlen, mens de store frontvinduer lader solen strømme ind og give en følelseaf stor rummelighed.
LED belysningen garanterer en behagelig atmosfære og bruger mindre energi.

Også badeværelset er blevet optimeret. Det luksuriøse bad har masser af opbevaringsplads og en smuk håndvask med granit effekt. Den typiske engelske kommode mellem enkeltsengene er nu blevet redesignet, så den nu også fungerer som frokostbord.

I køkkenet ser man også store forandinger. Her har komfuret en kombination af tre gasblus og en el-plade udover både bageovn og grill. Et stort 107 liter køleskab med betjeningspanel på fronten, en mikrobølgeovn og en granitfarvet vask er også at finde.

Man skulle måske ikke tro, at det var muligt i en campingvogn, men med Sprite Cruzers nye faciliteter er det faktisk muligt at byde på en madlavningsoplevelse på højeste niveau, uden at man skal føle sig som en klaustrofobisk kok i et mini-køkken.

Sprite Cruzer findes i tre forskellige modeller: 460, 480 og 495. Alle har de nyt godt af optimeret design og indretning med omtanke.